Under og i kølvandet af Corona-epidemien, har børn og unges trivsel været på dagsorden i anderledes form og skala. Mange har oplevet sig isoleret og ensomme. Flere har oplevet tungsind og ængstelighed.
Men hvad er der egentligt sket? Der har jo været mulighed for virtuel og telefonisk kontakt til andre og en form for skolegang og samvær.
Et af de fænomener, jeg er stødt på er børn i præpubertet (fra ca 10 år) og unge, der i forvejen tænker meget over, hvad der foregår omkring dem - måske lidt nysgerrige, kvikke eller følsomme anlagt - der tiltagende fanges i egne tankespind og bekymringer. Det er af flere blevet oplevet som overvældende og meget svært at komme tilbage på sporet efter genåbning, da mange før nedlukning har oplevet sig vellidte, sociale og aktive, og pludseligt opleves det sociale samvær uoverskueligt, angstprovokerende og udmattende.
Det kan opleves som en voldsom og uforståelig forandring i hverdag, trivsel og personlighed.
Hvad har børn og unge brug for?
Den unge (teenage-)hjerne er som skabt til aktivitet. Spændingssøgende, social, ikke så konsekvensberegnende og i vild udvikling. Det strider således imod børn og unges “natur” at begrænse sine udfoldelsesmuligheder for meget og at fjerne sig fra vigtig stimulering og socialt samvær.
Desuden hører det perioden til at begynde at interessere sig for, hvad der sker i andres sind. Den sociale og følelsesmæssige udvikling er i fuld gang blandt andet med videreudviklingen af evnen til empati. Dertil hører at kunne sætte sig mere ind i, hvad andre tænker, hvordan andre har det og andres intentioner simultant med en voksende viden om, at vore sind er forskellige, så vi kan ikke vide med sikkerhed. Hver dag (som regel) kommer børn og unge ud i verden og får be- eller afkræftet deres hypoteser om andres indre liv. De får træning i aflæsning af tegn på andres indre tilstande. De får justeret sig gennem dialog, non-verbal kommunikation og små-konflikter. Så det bliver til mange besværlige, glædelige og vigtige erfaringer. Erfaringer, der stimulerer social og følelsesmæssig udvikling og robusthed samt identitetsdannelse. For vi lærer også os selv at kende gennem andres blik.
Hvad er sket?
Frarøves børn og unge disse muligheder, kan den sociale “overtænkning” der i forvejen naturligt kan forekomme (f.eks. “Hvad mon andre tænker om mig?”) eskalerer, og ængstelighed, tristhed og meningsløshed kan komme snigende. Dertil kommer en uheldig overeksponering af urovækkende nyheder og virtuelle input, som kan bidrage til en samlet mængde ”for lidt af det gode og for meget af det dårlige” social stimulering.
I kølvandet på nedlukning og epidemi er der en del børn og unge, der har haft og stadig har brug for støtte og hjælp til at komme tilbage på sporet igen. Mange indgår glædeligt og begejstret helt af sig selv i den sociale ”genoptræning”, men nogle oplever at hænge fast i overtænkning, negative tanker om sig selv og andres tanker, usikkerhed og social tilbagetrækning.
Generelt har vi en tendens til at hylde tænkning, refleksion og løsningsorientering i vores kultur. For de børn og unge, der er havnet i mistrivsel efter nedlukning, kan det være en del af problemet at hænge fast i for mange tanker og ufrugtbare forsøg på at udtænke løsninger, så der ikke er energi til at være her og nu og deltage i livet. En selvforstærkende negativ spiral.
Hvad skal til?
Det, vi kan bruge erfaringerne fra nedlukning til, er en skærpet opmærksomhed på trivselsfremmende og -hæmmende forhold i børn og unges liv. ”Social overtænkning” er en del af en almen udvikling socialt og følelsesmæssigt, men kommer der for meget ”kog under gryden”, føles tilværelsen uhåndtérbar, og utilstrækkeligheden og magtesløsheden melder sig.
Når jeg møder børn og unge, er jeg altid optaget af at få tilrettelagt et forløb, så det virker hjælpsomt for den enkelte og kan støtte op om den ønskede proces for varige trivsels-forbedringer. Ofte implicerer det en intens tilstedeværelse med det som er. For paradoksalt nok kan mange af vi voksnes krumspring for at få ”det svære” til at forsvinde være med til at fastholde og intensivere det, der opleves problematisk. Ved at være med det som er her og nu på en måde, der understøtter en trivselsfremmende proces, opleves det svære og uoverskuelige som regel mere håndtérbart og første skridt mod at finde ro, mod og styrke til at kaste sig mere ud i livet er taget. Den (lidt skræmmende) forandring, der er sket for nogle under nedlukning, er ikke nødvendigvis et problem i sig selv eller noget, der skal fikses. Det er for mange en (uheldig) tilpasning til usunde omstændigheder, hvor den sunde sociale stimulering har været meget begrænset, og der har været gode muligheder for overtænkning, bekymring og tvivl om eget værd.
For nogen vil et fokus på at tackle problemet og ”holde op med” f.eks. overtænkning skabe nye, selvforstærkende bekymringer for bekymringer. Barnet eller den unge vil oftest have brug for og profitere af at blive hjulpet tilbage tilstede i tilværelsen med fornyet mod til at håndtere det svære.